top of page
Anders-11.jpg
Anders-26.jpg

Anders Aastrup Mortensen

Naturfotograf & Filmskaber

Jeg er professionel naturfotograf med speciale i at filme dyr. Jeg arbejder med natur- og dyreproduktioner til TV samt indhold til mine egne platforme, hvor jeg formidler om naturen på Instagram og Facebook. Mit arbejde er drevet af ønsket om at bringe mennesker tættere på naturen. Hvis vi begynder at se os selv som en del af naturen, på linje med dyrene, tror jeg også, vi bliver bedre til at passe på den.

Mennesket bag

Mit navn er Anders Aastrup Mortensen, jeg er 37 år og far til Sander. Han er ofte med mig ude i naturen - både når jeg filmer, og når vi bare oplever den sammen. For mig er det vigtigt ikke kun at dokumentere naturen, men også at give fascinationen videre.

Jeg er vokset op i en familie med en stærk tilknytning til naturen. Min mor er ornitolog, min far tidligere lystfisker, og min storebror jæger. Naturen har derfor altid været en naturlig del af mit liv - ikke noget, jeg har skullet opsøge, men noget jeg er rundet af.

Anders (www.MickFriis.dk)-12.jpg
Hvis vi begynder at se os selv
som en del af naturen, på linje med dyrene, tror jeg også, vi bliver bedre til at passe på den.

Baggrund

Jeg har en baggrund i reklamebranchen, hvor jeg i mange år arbejdede som konceptudvikler på et bureau. I 2018 gik jeg selvstændig og producerede reklame- og kampagnefilm for en række større brands som Coca-Cola, Carlsberg, Garmin og hummel.

Reklamebranchen har givet mig en stærk forståelse for visuel historiefortælling - hvordan man skaber billeder, der ikke bare er æstetiske, men som også formidler noget, vækker følelser og fortæller historier. Den erfaring er i dag en central del af mit arbejde i naturen.

De seneste år har jeg valgt at skifte retning og dedikere mig fuldt ud til naturfotografi og naturfilm. Det er her, min passion ligger, og hvor mit arbejde giver mest mening.

Anders-8.jpg
27032026_DSC5227.jpg

Arbejdet som naturfotograf

Når jeg ikke sidder ved computeren og klipper og redigerer, bruger jeg størstedelen af min tid i felten på at finde og filme dyr. Jeg arbejder målrettet med at tracke, observere og forstå dyrenes adfærd, og med at planlægge mine optagelser ned til mindste detalje for at øge chancen for at indfange de helt særlige øjeblikke.

Arbejdet kræver tålmodighed. Mange timer i stilhed, med skærpede sanser og en konstant forventning om, at noget unikt måske kan opstå. Men det rummer også en indre spænding - en kamp med tvivlen:

Har jeg valgt det rigtige sted? Den rigtige strategi? Gjort det rigtige forarbejde? Det er netop i spændingsfeltet mellem tvivl, håb og forventning, at noget af det mest fascinerende ved arbejdet opstår.

Jeg arbejder primært i Danmark, men også internationalt. Jeg har blandt andet filmet brune bjørne, jærve og spækhuggere i Norden samt løver, geparder og elefanter i Afrika. Alligevel er det den danske natur, der står mit hjerte nærmest. Her følger jeg alt fra oddere, ræve, ulve, ugler og ørne til små sangfugle, padder og insekter. Jeg arbejder også under vandet med at dokumentere livet i havet.

Naturen i Danmark er presset, og det præger vores syn på den. Derfor ser jeg det som en vigtig del af mit arbejde at formidle den natur, vi stadig har - på en måde, der gør den nærværende og værd at engagere sig i. Hvis vi begynder at se os selv som en del af naturen, på linje med dyrene, tror jeg også, vi bliver bedre til at passe på den.

Det er i sidste ende drivkraften bag det, jeg laver.

Mit univers på Sociale Medier

En vigtig del af mit arbejde foregår også på sociale medier, hvor jeg har opbygget et univers med fokus på natur, dyreliv og fortællinger fra felten. Her deler jeg både færdige optagelser, billeder og små øjeblikke fra mine ture - men også det, der ligger bag: ventetiden, fejlene, overvejelserne og processen frem mod de færdige optagelser.

For mig handler det ikke kun om at vise naturen, men om at åbne den op. Jeg bruger mine platforme til at formidle viden om dyrene, deres adfærd og de landskaber, de lever i, og til at give et mere ærligt indblik i, hvad det kræver at arbejde med naturfilm. Det er både for helt almindelige mennesker, som har en kærlighed til naturen, men også andre naturfotografer, som ønsker at udvikle deres evner indenfor naturfotografi.

Jeg forsøger at skabe indhold, der både kan fascinere og skabe forståelse. Nogle gange er det de store øjeblikke - et sjældent møde med et dyr eller en særlig adfærd. Andre gange er det de små ting, der normalt går ubemærket hen. Fælles for det hele er ønsket om at bringe folk tættere på naturen og give dem lyst til selv at opsøge den, være i den og passe på den. Sociale medier giver mig en direkte forbindelse til mennesker, som måske ikke ellers ville opsøge naturen. Det er en mulighed for at ændre perspektiver, at vise, at naturen ikke kun findes langt væk eller i det eksotiske, men også lige uden for døren. 

  • Instagram
  • Facebook
  • YouTube
  • TikTok
Do something different!
10:55
Underwater Photography w/ Mick Friis | Wild Talk #1
40:50
10 tips to improve your WILDLIFE photography - Without buying new gear | Part 2
13:58
Patience | A Wildlife Short Film
04:36
SOUND DESIGN for your WIlDLIFE videos
20:52
3 DAYS with BROWN BEARS in the snow
27:39
bottom of page