Zimbabwe - Side om side med rovdyr

En måned i Zimbabwe

- om at forstå naturen et andet sted for at blive klogere på vores egen

Der er noget særligt ved at lande et sted, man har forestillet sig i årevis. En følelse af genkendelse og fremmedhed på samme tid. Afrika havde længe været sådan et sted for mig. Et landskab jeg havde set i dokumentarer, læst om, drømt om, men aldrig selv stået i. Og alligevel føltes det, som om det ventede på mig.

Denne gang var det et spørgsmål, der havde bragt mig herned. Et ønske om at forstå noget, der egentlig hører hjemme langt væk herfra - nemlig ulven i Danmark.

Det kan måske virke som en omvej, at rejse til det sydlige Afrika for at blive klogere på et rovdyr i Nordeuropa. Men jo længere tid jeg har brugt i naturen, jo tydeligere er det blevet for mig, at svar sjældent findes det samme sted, som spørgsmålet opstår. Nogle gange er man nødt til at flytte sig, se tingene udefra og bryde sin egen forståelse op.

Det her er første skridt i en dokumentar om at leve side om side med ulven, som jeg producerer sammen med min ven og kollega Mads Hagen. En rejse, der starter langt fra Danmark, i forskellige andre lande, men som i sidste ende handler om vores egen natur.

Selvom Danmark og Zimbabwe på papiret er meget forskellige, er vi sikre på, at der er mere, der forbinder os, end vi tror. Det er dét , som vi i første omgang skal ned og undersøge.

Regnsæsonen

Vi ankom i slutningen af regnsæsonen, hvor landskabet stadig bærer præg af de enorme mængder vand, der kan falde på ganske kort tid. Når regnen kommer her, er det ikke som hjemme. Det er ikke noget, der langsomt siver ned fra en grå himmel. Det er voldsomt og intens. Himlen åbner sig, og vandet vælter ned, mens tordenen ruller hen over hovederne på os.. Og så, næsten lige så pludseligt som det begyndte, stopper det igen. Tilbage står et landskab, der damper i varmen. Farverne bliver dybere, jorden mørkere, og luften fyldes med særlige dufte. Lyset ændrer sig konstant, og med det ændrer alt andet sig også. Dyrene, lydene, stemningen. Ingen dage er ens, og det gør noget ved måden, man oplever naturen på her.

Mega fauna

Noget af det første, der slog mig, var mængden af liv. Det er næsten svært at forklare, hvis man ikke selv har stået midt i det. I Danmark er vi vant til at lede efter naturen. Man går ud i skoven, ud på engen, ud til kysten og håber på at få et glimt af noget. Her er det omvendt. Her er livet overalt. Giraffer bevæger sig roligt gennem landskabet. Zebraer står i flokke og holder øje. Elefanter vandrer tungt gennem græsset. Fugle i alle tænkelige farver fylder luften med lyde. Det er et naturlandskab i en skala, vi ikke længere har i Danmark. Og det gør indtryk. Ikke kun fordi det er smukt, men fordi det fortæller mig, hvad natur i virkeligheden er.

Vores trofaste safaribil

Vi har bevæget os rundt i en safaribil, hvor vi har taget dørene af, hvilket betyder, at vi i bogstavelig forstand sidder midt i det hele. De manglende døre gjorde det muligt at komme helt ned i højden og filme dyrene lige over jorden, hvilket er et perspektiv, som giver væsentligt bedre optagelser. Der er ikke noget glas imellem os og dyrene. Ingen rigtig barriere, kun afstand og den er nogle gange mindre, end man skulle tro.

En dag sad vi omkring ti meter fra en gruppe løver. Jeg kunne høre dem trække vejret. Se deres muskler bevæge sig under pelsen, når de skiftede position. Der er et instinktivt sug i maven i de situationer. En bevidsthed om, at man er tæt på noget, man ikke har kontrol over, men samtidig er der en ro, fordi naturen efterhånden har lært mig at ro avler ro.

Gepardfamilien

Et af de stærkeste forløb, vi har fulgt, var en gepard med fire unger. Vi fandt dem første gang tidligt om morgenen, mens lyset stadig var blødt, og savannen lå stille. Ungerne var nysgerrige og fulde af energi. De tumlede rundt, jagtede hinanden, forsvandt i græsset og dukkede op igen. Vi begyndte at følge dem hver dag. Kørte ud i det første lys, fandt deres spor og forsøgte at lokalisere dem igen. Og når vi fandt dem, gjorde vi det samme hver gang: Vi blev og observere dem. Vi lod dem være i deres eget tempo og forsøgte bare at være til stede.

En morgen fandt vi geparderne inde i skoven, hvor moren havde nedlagt en sabelantilope unge, som de var igang med at spise. Efter de havde spist, begyndte ungerne at lege og udforske verden omkring dem - en fuldtændig magisk oplevelse at sidde midt i. Men særligt ét øjeblik ramte mig dybt. Et øjeblik jeg heldigvis fik indfanget som billede.

En af ungerne stod gemt bag et træ. Den havde været fremme flere gange, men trak sig tilbage igen. Så stak den forsigtigt hovedet frem. Kun lige nok til at kigge. Ét øje og en pote. Og i det øjeblik var det ikke bare en gepardunge længere, men en genkendelse. Den måde min egen søn gemmer sig på derhjemme i skoven. Hvordan han kigger frem med et smil, klar til at springe ud og forskrække mig. Den samme leg, nysgerrighed og balladens blik i øjnene.

Jeg bliver gang på gang overrasket over hvad naturen gør ved mig.

Mennesker og dyr

Vi har også oplevet naturen fra en helt anden vinkel. Mødt mennesker, der lever med konsekvenserne af den. En af dem var en kvinde, der havde mistet sine kvæg til løver, svarende til hele hendes pensionsopsparing, samt en mand som var blevet angrebet af en elefant. Angrebet havde efterladt ham lam i halvdelen af kroppen og gjort det svært for ham at fortsætte det liv, han kendte - men her i Zimbabwe, er der ingen hjælp at hente. I Danmark ville det være svært at forestille sig ikke at være vred. At kræve handling og pege på dyret som problemet, men de gjorde det modsatte. De talte om dyrene som en del af det sted, de kommer fra. Noget, der hører til og noget man må lære at leve med. Ikke fordi det er nemt, men fordi alternativet, en verden uden dem, ikke er ønskværdig. Og det gjorde indtryk!

Ulven vs. Hyænehunden

En stor del af vores fokus har været på rovdyr for at forstå deres rolle i samspillet mellem mennesker og naturen. Især hyænehunden har fyldt meget for os. Et dyr, der på mange måder minder om ulven. Socialt. Intelligent og afhængigt af flokken. Vi har fulgt en flok i flere dage. Set dem jage, lege, kommunikere og mærket energien i gruppen. En morgen fik vi beskeden om, at to af dem var blevet kørt ned på vejen ved nationalparken. Dagen før da vi så dem var de 19 og nu var de 17. Det er sådan noget, der sætter sig og vidner om hvor skrøbeligt det hele er.

Og det bringer mig tilbage til spørgsmålet, vi tog herned med:

"Hvad kan vi i Danmark lære af Zimbabwe?"

Ikke i forhold til konkrete løsninger. For vores virkeligheder er forskellige. Vi har ikke elefanter og løver, men vi har ulven. Og vi har en måde at tale om natur på, som former den måde, vi handler på. Jeg tror den største forskel ligger i noget helt grundlæggende vi i danmark har glemt: Vores naturarv. Den har man i Zimbabwe, men ikke længere i Danmark og det påvirker vores natursyn, vores måde at se på naturen på.

I Zimbabwe er de vilde dyr en del af den nationale identitet. Noget man er stolt af og beskytter, også når det er besværligt. I Danmark har vi i århundreder forsøgt at kontrollere naturen og holde den nede, så den er forudsigelig.

Måske er det derfor, mødet med ulven føles så voldsomt for nogle? For den passer ikke ind i det billede. Jeg tror netop det er dér, vi skal begynde at lytte. Ikke for at kopiere Zimbabwe, for det kan vi ikke, men for at forstå, at der findes andre måder at være i naturen på. Og måske, bare måske, kan nogle af svarene på vores egne spørgsmål findes et sted, vi ikke havde forventet at lede.