Zimbabwe - Side om side med rovdyr

En måned i Zimbabwe

– om at forstå naturen et andet sted for at blive klogere på vores egen

Der er noget særligt ved at lande et sted, man har forestillet sig i årevis. En følelse af genkendelse og fremmedhed på samme tid. Afrika havde længe været sådan et sted for mig. Et landskab jeg havde set i dokumentarer, læst om, drømt om, men aldrig selv stået i. Og alligevel føltes det, som om det ventede på mig.

Denne gang var det et spørgsmål, der havde bragt mig herned. Et ønske om at forstå noget, der egentlig hører hjemme langt væk herfra - nemlig ulven i Danmark.

Det kan måske virke som en omvej, at rejse til det sydlige Afrika for at blive klogere på et rovdyr i Nordeuropa. Men jo længere tid jeg har brugt i naturen, jo tydeligere er det blevet for mig, at svar sjældent findes det samme sted, som spørgsmålet opstår. Nogle gange er man nødt til at flytte sig. Se tingene udefra og bryde sin egen forståelse op.

Det her er første skridt i en dokumentar om at leve side om side med ulven, som jeg producerer sammen med min ven og kollega Mads Hagen. En rejse, der starter langt fra Danmark, i forskellige andre lande, men som i sidste ende handler om vores egen natur.

Selvom Danmark og Zimbabwe på papiret er meget forskellige, er vi sikre på, at der er mere, der forbinder os, end vi tror. Det er dét , som vi i første omgang skal ned og undersøge.

Regnsæsonen

Vi ankom i slutningen af regnsæsonen, hvor landskabet stadig bærer præg af de enorme mængder vand, der kan falde på ganske kort tid. Når regnen kommer her, er det ikke som hjemme. Det er ikke noget, der langsomt siver ned fra en grå himmel. Det er voldsomt og intens. Himlen åbner sig, og vandet vælter ned over savannen, mens tordenen ruller hen over hovederne på os..

Og så, næsten lige så pludseligt som det begyndte, stopper det igen.

Tilbage står et landskab, der damper i varmen. Farverne bliver dybere, jorden mørkere, og luften fyldes med dufte, man ikke helt kan sætte ord på. Lyset ændrer sig konstant, og med det ændrer alt andet sig også. Dyrene, lydene, stemningen. Ingen dage er ens, og det gør noget ved måden, man oplever naturen på.

Mega fauna

Noget af det første, der slog mig, var mængden af liv.

Det er næsten svært at forklare, hvis man ikke selv har stået midt i det. I Danmark er vi vant til at lede efter naturen. Man går ud i skoven, ud på engen, ud til kysten og håber på at få et glimt af noget. Her er det omvendt. Her er livet overalt.

Giraffer bevæger sig roligt gennem landskabet. Zebraer står i flokke og holder øje. Elefanter vandrer tungt gennem støvet. Fugle i alle tænkelige farver fylder luften med lyde, der konstant ændrer sig. Og bag det hele ligger en følelse af, at noget altid er i gang. At noget altid bevæger sig, jager, gemmer sig eller bliver jaget.

Det er et naturlandskab i en skala, vi ikke længere har i Danmark. Og det gør indtryk. Ikke kun fordi det er smukt, men fordi det minder én om, hvad natur også kan være.

Vores trofaste safaribil

Vi har bevæget os rundt i en safaribil uden døre, hvilket betyder, at vi i bogstavelig forstand sidder midt i det hele. Der er ikke noget glas imellem os og dyrene. Ingen rigtig barriere. Kun afstand – og den er nogle gange mindre, end man skulle tro.

En dag sad vi omkring ti meter fra en gruppe løver. Jeg kunne høre dem trække vejret. Se deres muskler bevæge sig under pelsen, når de skiftede position. Der er et instinktivt sug i maven i de situationer. En bevidsthed om, at man er tæt på noget, man ikke har kontrol over. Men samtidig er der en ro.

For løverne var rolige. De registrerede os, men reagerede ikke. Vores guide sad foran rattet og aflæste situationen med en ro, der kun kommer af erfaring. Han vidste præcis, hvad han skulle kigge efter. Små ændringer i kropssprog. En bevægelse i halen. Et blik.

Det gik op for mig, hvor meget det handler om forståelse. Ikke kontrol, men forståelse. At kunne læse naturen og vide, hvornår man er en del af den – og hvornår man er ved at overskride en grænse.

Gepardfamilien

Et af de stærkeste forløb, vi har fulgt, var en gepard med fire unger.

Vi fandt dem første gang tidligt om morgenen, mens lyset stadig var blødt, og savannen lå stille. Ungerne var nysgerrige og fulde af energi. De tumlede rundt, jagtede hinanden, forsvandt i græsset og dukkede op igen. Imens bevægede moderen sig konstant i udkanten. Altid opmærksom. Altid på arbejde.

Vi begyndte at følge dem hver dag.

Kørte ud i det første lys, fandt deres spor og forsøgte at lokalisere dem igen. Og når vi fandt dem, gjorde vi det samme hver gang: Vi blev. Vi fulgte ikke efter tæt, vi pressede ikke på. Vi lod dem være i deres eget tempo og forsøgte bare at være til stede.

En morgen satte de fire unger sig op på et termitbo. De sad der samlet og kiggede ud over landskabet, mens de holdt øje med deres mor, der var ude på jagt. Det var et stille øjeblik, men også et, der rummede alt. Leg, læring, alvor. En slags pause midt i noget, der i sidste ende handler om overlevelse.

Et par dage senere oplevede jeg noget, der ramte mig endnu dybere.

En af ungerne stod gemt bag et træ. Den havde været fremme flere gange, men trak sig tilbage igen. Så stak den forsigtigt hovedet frem. Kun lige nok til at kigge. Ét øje. En pote.

Og i det øjeblik var det ikke bare en gepardunge længere.

Det var en genkendelse.

Den måde min egen søn gemmer sig på derhjemme i skoven. Hvordan han kigger frem med et smil, klar til at springe ud og forskrække mig. Den samme leg. Den samme nysgerrighed.

Afstanden mellem Danmark og Zimbabwe forsvandt et øjeblik.

Det er svært at forklare, men nogle gange opstår der situationer, hvor naturen ikke føles fjern eller fremmed – men tæt og genkendelig. Og det var sådan et øjeblik.

Mennesker og dyr

Vi har også oplevet naturen fra en helt anden vinkel.

Mødt mennesker, der lever med konsekvenserne af den.

En af dem var en mand, der havde mistet sit kvæg til løver og selv var blevet angrebet af en elefant. Angrebet havde efterladt ham lam i halvdelen af kroppen og gjort det svært for ham at fortsætte det liv, han kendte.

I Danmark ville det være svært at forestille sig ikke at være vred. At kræve handling. At pege på dyret som problemet.

Men han gjorde det modsatte.

Han talte om dyrene som en del af det sted, han kommer fra. Noget, der hører til. Noget man må lære at leve med. Ikke fordi det er nemt, men fordi alternativet – en verden uden dem – ikke er ønskværdig.

Det gjorde indtryk.

Ikke fordi det romantiserer noget. Tværtimod. Det er en hård virkelighed. Men det er også en tilgang, der er formet af noget andet end frygt alene.

Ulven vs. Hyænehunden

En stor del af vores fokus har været på rovdyr. Ikke kun for at filme dem, men for at forstå deres rolle.

Især hyænehunden har fyldt meget for os. Et dyr, der på mange måder minder om ulven. Socialt. Intelligent. Afhængigt af flokken.

Vi har fulgt en flok i flere dage. Set dem jage, lege, kommunikere. Mærket energien i gruppen.

En morgen fik vi beskeden om, at to af dem var blevet kørt ned på vejen ved nationalparken.

Dagen før var de 19. Nu var de 17.

Det er sådan noget, der sætter sig. Ikke som dramatik, men som en stille påmindelse om, hvor skrøbeligt det hele er.

Og det bringer mig tilbage til spørgsmålet, vi tog herned med:

"Hvad kan vi i Danmark lære af Zimbabwe?"

Ikke i forhold til konkrete løsninger. For vores virkeligheder er forskellige. Vi har ikke elefanter. Vi har ikke løver.

Men vi har ulven.

Og vi har en måde at tale om natur på, som former den måde, vi handler på.

Jeg tror den største forskel ligger i noget helt grundlæggende vi i danmark har glemt:

Vores naturarv - den har man i Zimbabwe, men ikke længere i danmark. Og det påvirker vores natursyn, vores måde at se på naturen på.

I Zimbabwe er de vilde dyr en del af den nationale identitet. Noget man er stolt af. Noget man beskytter – også når det er besværligt.

I Danmark har vi i århundreder forsøgt at kontrollere naturen. Holde den nede. Gøre den forudsigelig.

Måske er det derfor, mødet med ulven føles så voldsomt.

For den passer ikke ind.

Men måske er det netop dér, vi skal begynde at lytte.

Ikke for at kopiere Zimbabwe.Men for at forstå, at der findes andre måder at være i naturen på.

Og måske – bare måske – kan nogle af svarene på vores egne spørgsmål findes et sted, vi ikke havde forventet at lede.