Naturen fra et barnligt perspektiv

Nogle af de spørgsmål, jeg ofte modtager, er egentlig ikke om kameraer, film eller dyr. Det handler tværtimod om når jeg tager min søn med ud i naturen. Om hvordan det er at have ham med ude. Om han kan holde til det, om han gider og om han ikke bliver utålmodig af at sidde stille i timevis og vente på dyr. Sandheden er, at det selvfølgelig ikke altid er nemt. Der er kolde morgener, trætte ben, ugidelighed og dage, hvor vi ikke ser og oplever det, vi håbede på. Men der er også noget andet. Noget, som er svært at beskrive, før man selv har prøvet det. For når vi sidder sammen i skovkanten og venter på en ræv, eller går rundt i mørket og lytter efter ugler, så sker der noget mellem os, som ikke opstår på samme måde andre steder.

Børn er længere væk fra naturen

Vi lever i en tid, hvor børn bruger markant mindre tid i naturen end tidligere generationer. Flere undersøgelser peger på, at børn i dag opholder sig langt mindre udendørs end deres forældre gjorde som børn. Skærme, organiserede aktiviteter og en hverdag med høj fart fylder mere og mere. Mange børn kender i dag flere figurer fra YouTube, end de kender fuglene i haven eller dyrene i skoven. Samtidig ønsker mange forældre faktisk at få deres børn mere ud i naturen. Problemet er bare; hvordan? Der opstår hurtigt en idé om, at natur skal være noget stort. En gennemarbejdet aktivitet. Noget man skal være “god til”. Men for mig handler det egentlig om noget meget enklere: Bare at være der.

Naturen som fælles rum

Jeg prøver at tage Sander med så meget som muligt. Jeg vil ikke presse ham ind i min verden, men jeg vil gerne dele den med ham. Han har været med ude for at vente på oddere ved åen. Han har siddet stille i skumringen og kigget mod rævegrave. Han har været med ude for at lede efter ulve både nat og dag. Og det interessante er, at børn ofte er langt bedre til det, end vi voksne tror. De er naturligt nysgerrige. Hvor vi voksne for hurtigt tænke på resultatet, så lever børn meget mere i selve oplevelsen. I lydene, sporene og mudderet på støvlerne. Han hjælper mig med at huske, at naturen ikke nødvendigvis behøver at “levere” noget stort for at være værdifuld.

Der hvor kroppen falder til ro

Sander har krudt i røven. Han løber, klatrer, hopper, snakker og er konstant i bevægelse, ligesom så mange andre børn på hans alder. Men der sker noget med ham, når vi er ude i naturen på en fælles mission omkring dyrene. Han falder til ro.

Vi håndfodrer ofte egern og små fugle sammen. Vi sidder helt stille med frø, kerner og nødder i hænderne og venter på, at de tør komme tæt på. Og det fascinerer mig hver eneste gang, hvordan han pludselig kan sidde fuldstændig stille. Ikke fordi nogen beder ham om det, eller fordi han skal. Men fordi naturen kræver noget andet af ham. Hvis fuglene skal lande tæt på os, må vi være rolige. Hvis egernet skal turde komme frem, må vi dæmpe os. Og uden rigtig at tænke over det begynder han at tilpasse sig den rytme. Man kan næsten se det ske. Han begynder at observere i stedet for bare at reagere, og det gør noget ved ham. Jeg tror, at mange børn mangler netop dét rum. Et sted uden konstant støj, skærme og indtryk. Et sted hvor man ikke hele tiden bliver underholdt, men i stedet lærer at være til stede.

At vokse op med dyrene

Noget af det, jeg elsker mest, er at se, hvordan hans forståelse for naturen langsomt vokser. Når vi filmer kronhjortenes brunst, får han ofte sit eget kamera i hænderne. Han filmer hjortene, følger dem gennem søgeren og på skærmen og prøver at forstå, hvad der sker. Han ved allerede, hvorfor hjortene brøler. Hvorfor de slås. Hvad det betyder, når de går parallelt med hinanden.

Han har ikke lært det fordi jeg har ikke sat ham ned og undervist ham i det, men fordi han har oplevet det og vi har snakket om det når han stiller spørgsmål og spørger nysgerigt ind til det han ser og oplever. Han har stået der i solnedgangen og hørt lyden runge gennem skoven. Han har mærket spændingen i kroppen, når to store hjorte nærmer sig hinanden.

Tålmodighed i en verden, der går hurtigt

Noget af det vigtigste naturen giver os sammen, er tid. Tid uden notifikationer, uden planer og uden konstant stimulation. Når man sidder i lang tidog venter på et dyr, sker der noget med tempoet i kroppen. Man falder ned. Begynder at lytte mere. Lægge mærke til små ting. Jeg tror faktisk, det er noget af det mest værdifulde, man kan give et barn i dag. Ikke bare naturen i sig selv, men oplevelsen af langsomhed. For verden omkring børn går hurtigere og hurtigere. Indtryk kommer konstant, og der er hele tiden noget, der kæmper om deres opmærksomhed.

Naturen er et af de steder, hvor ingenting prøver at sælge dig noget og ingen forventer noget af dig.

Det gør også noget ved mig

Men det er ikke kun ham, der lærer noget af det. Det gør jeg også. For når jeg har Sander med ude, begynder jeg selv at opleve naturen anderledes. Jeg ser den gennem hans blik og begejstring over små ting, jeg selv ville have overset. En bille på en træstub. Friske spor i sandet. En fugl, der letter lige foran os. Børn har en evne til at være fuldstændig til stede i det, de oplever. Og tit tror jeg faktisk, at det er os voksne, der skal lære noget af dem - ikke omvendt.

Det handler ikke om at være ekspert

Jeg tror, mange forældre holder sig tilbage fra at tage deres børn med i naturen, fordi de føler, de skal kunne noget først. Kende alle fuglene. Vide noget om dyr. Have det rigtige udstyr. Have en plan med alt planlagt og tilrettelagt. Det bliver hurtigt et kæmpe projekt. Men virkeligheden er, at børn er ligeglade med den slags. De husker følelsen, når deres sanser aktiveres derude. Om de leger med pinde, bygger huler, fanger smådyr i mosen eller plukker blomster. Det kan også være at sidde sammen i mørket og høre en ugle. At drikke varm kakao på en kold morgen. At se et rådyr springe gennem skoven. At få en lille fugl til at lande tæt på ens hænder. Bare at få lov til at være med - samværet med hinanden i naturens rammer og nærværet,, er det, der bliver siddende. Det vigtigste er at være i naturen på den måde vi som forældre hver især kender, så vi kan føle ro i det. Jeg er mest i naturen for at filme den - jeg er der for dyrene, og derfor bliver det ofte min indgangsvinkel til mig og Sanders fælles oplevelser i naturen, fordi det er sådan jeg føler mig hjemme. Men de fleste ture vi har, handler bare om at være derude. Ikke planlagt - bare hoppe ind i bilen, køre ud i skoven og se hvad der sker.

https://www.youtube.com/watch?v=ylFF9AX67ek

Minderne, der bliver hos os

Jeg ved ikke, om Sander kommer til at arbejde med natur en dag. Det er heller ikke vigtigt. Det vigtigste for mig er, at han vokser op med en relation til den. At natur ikke er noget fjernt eller fremmed, men et sted han føler sig hjemme. For man passer bedre på det, man har en forbindelse til. Og måske er det i virkeligheden dér, det hele starter. Ikke med store projekter eller flotte ord om biodiversitet, men med en far og hans søn, der tager ud i naturen sammen, for at være tilstede i den.